HVIDE VÆGGE MED
KÆRLIGHED & KØNSDELE

OM DET VISUELLE UNIVERS I MENNESKEOFFER

”Vi gør tingene pæne for at gøre dem grimme!”

Sådan beskriver instruktør på MENNESKEOFFER, Emil Bue, den tilgang, holdet bag forestillingen har haft til at skabe scenen og det visuelle univers. På forestillingsbilleder og i teatersalen kan man se de hvide omgivelser, møbler og dekorationer, der alle er overplastrede med telefonnumre, hadebeskeder, hemmeligheder, kærlighedserklæringer og tegninger af kønsdele. Et helt andet look end den mørke blackbox, der normalt danner rammerne på teatrets 2. sal.

”Vi har først og fremmest ville dyrke det rene og ungdommelige i de hvide nuancer”, siger Emil. ”Næste skridt har så været at trække forestillingens tematikker, altså hemmeligheder, identitetsudfordringer og bekymringer, med ind i det visuelle. Valget faldt på håndskrevne tags lavet af forestillingens medvirkende. Så vi har brugt utallige timer på først at gøre scenen og omgivelserne hvide og pæne, for herefter at skrive, tagge og overtegne dem.”

Inspirationen til det overtaggede-univers er hentet fra skoletoiletter og gamle kolonikøjesenge – to steder, der altid er blevet udsat for de unges tanker, bekymringer, had og jokes. Ifølge én af forestillingens medvirkende, Catharina Jonassen, føles det visuelle univers som holdets eget:

”Det havde måske været mere moderne at lave en scene fyldt med udklip af SMS’er, Messenger-beskeder og lignende, men pointen er, at vores liv jo ikke kun er digitalt. MENNESKEOFFER handler om relationer og det sociale liv, så det skal det visuelle i forestillingen afspejle. Og ved at det er os, der har lavet alle tags, har vi kunne skabe et univers, der virkelig er vores.”

DET PERFEKTE
UPERFEKTE

DE MEDVIRKENDES OPLEVELSER

12 medvirkende, et ungdommeligt miljø og en scene fyldt med hemmeligheder og hadebeskeder giver en særlig cocktail. De navlepillende hverdagsudfordringer dyrkes, mens der samtidig gribes om en forestilling i bevægelse, som aldrig bliver færdig. To af de medvirkende, Rosalina Clausen og Sebastian Brinck Nielsen, giver her deres tanker om, hvad MENNESKEOFFER er for en størrelse og om, hvordan holdet arbejder med forestillingen.

Rosalina: ”Jeg synes først og fremmest, at noget af det særlige i vores arbejde er, at vi snakker rigtig meget om vores karakterer og karakterernes forhold til hinanden. Det kan lyde dumt, for det gør man jo altid. Men der er jo mange måder at gå til en forestilling – nogle gange arbejder man enormt fysisk eller arbejder bevidst med ikke at tale og aftale for meget, for ligesom at kunne handle mere spontant under prøverne. Men vi har altså under hele processen snakket særligt meget om karakterne, og om hvordan scenerne eller replikkerne påvirker dem.”

Sebastian: ”Ja, det handler også om, at der potentielt er 66 relationer på spil, når alle karakterer er samlet på scenen. Og vi følger jo selvfølgelig ikke alle lige meget, men det har været vigtigt for os at have en fornemmelse af, hvordan alle karakterer har det med hinanden. Især fordi mange af karakterenes veje krydser eller filtres ind i hinanden, som historien udvikler sig.”

Rosalina: ”Jeg tror virkelig, det betyder, at vi kender vores karakterer særlig godt. Vi har brugt så sindssygt lang til på at snakke om, hvorfor vores roller gør, som de gør, og hvad de tænker, mens de gør det. Vi er så dybt inde i karakterne, så det føles enormt sikkert at gå på scenen og gå til historien.”

JAGTEN PÅ DET RIGTIGE
Sebastian: ”Noget andet, som er virkelig unikt ved vores arbejde med MENNESKEOFFER er, hvor meget vi bruger os selv. Altså ikke at vi spiller os selv, men at vi også snakker om, hvordan vi som privatpersoner har det.”

Rosalina: ”Vi arbejder meget med, at vi ikke kan ignorere os selv 100%, når vi spiller. Hvis jeg har en lortedag, kommer det til at påvirke mig og min karakter, når jeg spiller. Udfordringen er så at finde balancen, så jeg som skuespiller ikke lader mig styre totalt af, hvordan Sebastian har det, men alligevel accepterer og tillader, at min tilstand er med i baggrunden, når jeg er på scenen. Det er enormt spændende.”

Sebastian: ”Det handler også om, at vi hele tiden italesætter, at forestillingen aldrig bliver færdig. Det er unikt, hver gang vi går på scenen, netop fordi vi som privatpersoner påvirkes forskelligt fra dag til dag, fordi vores karakterer aldrig gør 100% det samme, og fordi vi aldrig kommer til at sige og føle ting 100% på samme måde altid. Vi anerkender, at vi aldrig kommer til at lave én til én den samme forestilling hver aften. Og hvis vi ikke kan det, hvorfor skulle vi så også jage det. Med vores tilgang findes der ikke én perfekt udgave af forestillingen.”

Rosalina: ”Helt konkret betyder det, at vi træner i ikke at lede efter det ’rigtige’. Der findes mange måder at være glad, sur eller ked af det på – ked af det er ikke altid lig med at græde, sur er ikke lig med at råbe. Så jeg må ikke beslutte mig for, at en replik altid skal siges på den samme måde, eller at en særlig udgave af en scene er den bedste. I stedet skal vi hele tiden undersøge, hvad der opstår i den enkelte situation, når tingene bliver sagt på de måder, som de gør.”

Sebastian: ”Det betyder selvfølgelig ikke, at vi må gøre, hvad vi vil, for der er jo stadig nogle faste rammer og en historie, som vi ikke kan ændre på. Men jeg synes virkelig, at det er spændende, at jeg som skuespiller, udover at formidle en historie for publikum, hver aften skal være til stede og kan gå på opdagelse i følelserne og relationerne. Det er en kæmpe udfordring, men det kommer os til gode, at vi kender karaktererne godt.”

TEATER OM UNGE
Rosalina: ”For mig opstår det særlige ved MENNESKEOFFER både i vores arbejde, men også i historien. Jeg synes virkelig, at der med fortællingen og manuskriptet er skabt nogle runde og relaterbare karakterer. Der er ikke store stereotyper, man ellers ser i ungdomsteater (den populære, nørden, sportsidioten, alle klichéerne). Det er rigtige mennesker, der har virkelige udfordringer og problemer med sig selv, hinanden og verden omkring dem – og ikke bare en ungdomsforestilling, hvor folk siger Instagram hele tiden.”

Sebastian: ”Jeg synes også, at manuskriptet lykkedes enormt godt med at plante små ting og detaljer om karakterne, som virker ligegyldige, men som i virkeligheden betyder rigtig meget. Kombineret med vores ønske om at dyrke det unikke hver aften tror jeg tror virkelig, at man kan se forestillingen flere gange og opleve nye ting, man ikke så først.”

Rosalina: ”Og så betyder det også bare meget, at vi 12 på scenen er enormt tætte på og bag scenen. Vi stoler vildt meget på hinanden, og det gør det muligt at være åbne og snakke om vores egne og karakterernes følelser. Folk er så dedikerede og vil det bare så meget, og vi glæder os alle sindssygt meget til at vise publikum vores univers.